Med juleferien lige om hjørnet har du måske planer om at få nogle unge, friske kræfter ind til at hjælpe dig godt igennem sæsonen. De unge er oftest billigere i drift og gør det nemt for dig at skrue op for bemandingen i forretningens spidsperioder. Samtidig kan de unge tjene sig en ekstra skilling til deres juleferie og få en god introduktion til arbejdsmarkedet – det er win/win!
Men børn og unge under 18 år kan være sårbare i en arbejdsmæssig situation pga. deres alder og manglende arbejdserfaring. Derfor findes der regler i lovgivningen og i mange kollektive overenskomster, som tager hensyn til børn og unge på arbejdsmarkedet.
Reglerne drejer sig både om det arbejdsmiljø, de unge arbejder i, herunder hvad de må arbejde med, samt hvor meget de må arbejde. Og alle virksomheder er omfattet af og forpligtet til at følge disse regler for unge ansatte.
Så har du styr på, hvad de unge må og ikke må? Om ungarbejdere skal have en ansættelseskontrakt? Og hvad med hviletid, fridøgn, løn og ATP? Der er mange ting at holde styr på – og med den nye ansættelsesbevislov og nye regler for arbejdstid er reglerne faktisk skærpet en smule.
I hvert fald hvis det står til regeringen. Med deres nye udspil fra juni 2024 ønsker regeringen at få flere unge til at tage sig et fritidsjob. Og derfor lægger regeringen både op til forenkling af reglerne og lempelser/udvidelser af, hvad de unge må arbejde med.
Men mens vi venter på, at udspillet eventuelt udmønter sig i konkret lovgivning, skal du som arbejdsgiver selvfølgelig ikke holde dig fra at hyre den unge arbejdskraft. Du skal bare sikre dig, at du følger de nuværende regler for ansættelse af ungarbejdere.
Derfor guider vi dig her igennem de regler, du skal huske, når du ansætter medarbejdere under 18 år. Lad os komme i gang!
For unge under 18 år er der særlige grænser, når det gælder arbejdstid. Her skelnes der mellem den præcise alder, og om den unge går i skole eller ej. De unge kan derfor opdeles i tre grupper, som ligger under for forskellige regler, når det kommer til arbejdstid, hviletid og fridøgn:
Først og fremmest gælder grundreglen, at børn og unge under 13 år slet ikke må arbejde. Hvis børn under 13 år skal deltage eller medvirke i kulturelle aktiviteter eller lign. – fx teaterforestillinger, tv, film, reklamefilm, radio og cirkusforestillinger – kræver det en særlig tilladelse fra politiet. Her kan politiet give tilladelse, hvis de vurderer, at aktiviteten ikke kommer den unge til skade ift. sikkerhed, sundhed og skolegang.
Børn i alderen 13-14 år må maksimalt arbejde to timer på en skoledag og maksimalt syv timer på en fridag. Den ugentlige arbejdstid for denne aldersgruppe må ikke overstige 12 timer i uger med skoledage og 35 timer i uger, hvor der er helt skolefri, fx i sommerferien.
Unge i alderen 15 til 17 år, som stadig går i skole, må højst arbejde to timer på en skoledag og otte timer på fridag. Den ugentlige arbejdstid for denne aldersgruppe må ikke overstige 12 timer i uger med skoledage og 40 timer i uger, hvor der er helt skolefri.
Ingen af de to aldersgrupper – altså ungarbejdere mellem 13 og 18 år, der stadig går i skole – må ikke arbejde sent om aftenen eller natten. Nærmere bestemt må de ikke arbejde efter kl 20:00 og før kl. 06:00.
Derudover har unge mellem 13 og 17 år, der stadig går i skole, særlige rettigheder i forhold til daglig hviletid og ugentlige fridøgn. De har nemlig krav på en sammenhængende hvileperiode på mindst 14 timer i døgnet og skal have to sammenhængende fridøgn inden for enhver periode på syv døgn. Heraf skal ét fridøgn normalt ligge på en søndag.
Unge i aldersgruppen 15-17-årige, der ikke længere går i skole, må ikke arbejde mere, end hvad der gælder af sædvanlig arbejdstid for voksne, der arbejder i samme fag. Arbejdstiden må desuden aldrig overstige otte timer om dagen og 40 timer om ugen, og denne gruppe unge skal have en sammenhængende hvileperiode på mindst 12 timer i døgnet.
Denne gruppe skal desuden normalt have to sammenhængende fridøgn inden for enhver periode på syv døgn. Denne regel kan dog fraviges under bestemte betingelser ved arbejde i landbruget og i sundhedssektoren.
Som udgangspunkt må de heller ikke arbejde fra kl. 20:00 til 06:00. Dog med undtagelse af unge, der fx arbejder med omdeling af dagblade fra kl. 5 om morgenen, i bagerbutik fra kl. 4, og i fx butikker og eller arbejder på tankstationer indtil kl. 22 om aftenen.
Punkt 2 er heldigvis en del mere enkelt: Alle unge – på tværs af de ovennævnte grupper – skal have en pause på mindst 30 minutter, hvis den daglige arbejdstid er 4,5 timer eller mere.
Unge under 18 år kan varetage mange forskellige typer af lettere arbejde – du vil måske ansætte dem til at stå i butik, sælge is, assistere på plejehjem, osv. Men vær opmærksom på, at arbejdsmiljøkravene for unge er underlagt en række særlige beskyttelsesregler.
Unge under 18 år må eksempelvis ikke arbejde alene i situationer, som kan være ubehagelige eller farlige for dem. Det kan eksempelvis være arbejde, som den unge udfører i kiosker eller på tankstationer i tidsrummet mellem kl. 18:00 og 06:00 på hverdage eller mellem kl. 14:00 og 06:00 på weekender eller helligdage – eller på alle tidspunkter, hvis de arbejder i butikker i isolerede områder uden almindelig færdsel.
Derudover skal unge under 18 år arbejde under tilsyn af en person over 18 år – er den unge meget rutineret, og er arbejdet ufarligt, behøver tilsynet ikke at være konstant, men i stedet periodevis.
Unge medarbejdere må desuden kun udføre “let” arbejde – dvs. ikke foretage meget tunge løft.
Til slut skal du være opmærksom på, at der er begrænsninger i forhold til hvilke stoffer, materialer, maskiner og andre tekniske hjælpemidler, den unge må arbejde med. Vil du vide mere om disse begrænsninger, kan du læse mere i bekendtgørelsen om unges arbejde med tilhørende bilag.
Børn og unge, der arbejder mindst 3 timer om ugen, har krav på en ansættelseskontrakt – også kaldet et ansættelsesbevis. Timegrænsen blev med den nye ansættelsesbevislov fra juli 2023 sat ned fra 8 til 3 timer, så du har måske tidligere kunne undvære ansættelseskontrakt til ungarbejdere – men den går altså ikke længere.
Det er ikke et krav, at forældre eller værge underskriver en ansættelseskontrakt, men ansætter du unge i alderen 13-14 år, har du pligt til at underrette forældre/værge om ansættelsen, herunder arbejdstiden og evt. risici forbundet med arbejdet.
Ungarbejdere, ansat hos jer, har også krav på betaling under sygdom, hvis det følger af enten overenskomst eller lov.
Ungarbejdere, der er ansat til at udføre funktionærarbejde og arbejder i gennemsnit 8 timer om ugen, har krav på fuld sædvanlig løn på dage, hvor de er uarbejdsdygtige pga. sygdom.
Unge, der ikke udfører funktionærarbejde, har krav på sygedagpenge, hvis beskæftigelseskravet er opfyldt, og de har været beskæftiget i de sidste 8 uger op til sygemeldingen og i denne periode har arbejdet mindst 74 timer inden for de sidste 4 uger. Er beskæftigelseskravet opfyldt, skal I som arbejdsgiver udbetale sygedagpenge til ungarbejderne i arbejdsgiverperioden (de første 30 dage af en sygefraværsperiode).
Du skal som arbejdsgiver sørge for at indberette ATP og trække ATP-bidrag af ungarbejderens løn, hvis medarbejderen er fyldt 16 år og arbejder mindst 9 timer om ugen. Er medarbejderen under 16 år og/eller arbejder mindre end 9 timer om ugen, kan du undlade at indberette ATP.
Løn til ungarbejdere fastsættes enten i henhold til gældende overenskomst eller ved individuel aftale. Det samme gælder pension. Har I ingen overenskomst, og er du i tvivl om, hvordan du skal fastsætte lønnen til ungarbejdere? Så kan du lade dig inspirere af lønningsniveauet i andre relevante overenskomster – altså overenskomster, der dækker den type arbejde, som ungarbejderen skal udføre hos dig. Du kan også lade dig inspirere af Jobpatruljens lønsatser for de forskellige typer af arbejde her.
1. juli 2024 blev det lovpligtigt for arbejdsgivere at stille et tidsregistreringssystem til rådighed for deres ansatte. Alle lønmodtagere skal derfor begynde at registrere arbejdstiden – og det vil også gælde for dine ungarbejdere. Bestemmelserne om tidsregistrering gælder nemlig for alle lønmodtagere – uanset alder, og uanset hvor mange eller hvor få timer de er ansat pr. uge. Bliv meget klogere på tidsregistreringspligten her.
Selvom man skal have tungen lige i munden, behøver det ikke være så svært at ansætte unge under 18 år og sikre dem en god introduktion til arbejdsmarkedet. Med vores tjekliste her er du i hvert fald godt på vej.
Har du spørgsmål til reglerne eller brug for juridisk rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte vores juridiske hotline på HRJura@visma.com eller 72 27 90 16.