Barsel - hvad hedder orloven?
Hvad hedder de forskellige typer af barselsorlov?
Når medarbejdere bliver forældre, er den orlov - det fravær - de har ret (og til dels pligt) til at holde, opdelt i forskellige typer. Og typerne knytter sig til forskellige perioder i forhold til barnets fødsel. Der er også forskellige frister koblet til dem - altså hvornår forældrene senest skal give dig besked om deres forskellige orlovsfravær.
Terminologien for de forskellige typer af orlov er hentet fra den lovgivning, der gælder indtil august 2022. Indtil videre er der nemlig ingen fast etableret gængs terminologi. Men selv om vi bruger den "gamle", forstyrrer det næppe den principielle forståelse.
De 4 typer af orlov, der er i spil i forbindelse med barsel er:
- graviditetsorlov
- barselsorlov
- fædre-/medmororlov
- forældreorlov
Graviditetsorlov
Den vordende mor har ret til at gå på graviditetsorlov 4 uger før forventet fødsel. Hvis hun ikke føder lige på terminsdagen, forkortes eller forlænges hendes graviditetsorlov automatisk.
Har du en medarbejder, der vil bruge sin ret til at gå på graviditetsorlov, skal vedkommende varsle det til dig i god tid. Kravet er, at medarbejderen senest 3 måneder inden hun har termin, både skal give besked om den forventede fødselsdato, og om hvorvidt hun ønsker at udnytte sin ret til graviditetsorlov.
Barselsorlov - mor
Når barnet er kommet til verden, udløser det 10 ugers barselsorlov til mor. De 2 første ugers barselsorlov er pligtorlov og skal holdes direkte i forlængelse af fødslen. Medarbejderen skal ikke varsle pligtorloven over for dig.
De resterende 8 ugers barselsorlov kan mor vælge at holde selv, eller hun kan overdrage dem helt eller delvist til far/medmor.
Her er det om at holde tungen lige i munden, når det gælder medarbejderens varslingsfrister:
Hvis mor selv holder de 8 ugers barselsorlov direkte i forlængelse af pligtorloven, skal hun ikke varsle dig. Til gengæld skal hun senest 6 uger efter fødslen give besked om, hvornår hun kommer tilbage på arbejde.
Hvis hun omvendt overdrager alle eller nogle af de 8 ugers barselsorlov til far/medmor for enten selv at gå direkte på forældreorlov eller vende tilbage til arbejdspladsen på fuld tid - begge dele inden barnet er fyldt 10 uger - skal hun senest 4 uger før sin termin give dig besked om det.
Barselsorlov - far/medmor
Ofte bliver ordet barselsorlov brugt i flæng, men som helt firkantet, teknisk-juridisk type af orlov har far/medmor faktisk som udgangspunkt ikke nogen barselsorlov. Men de kan få overdraget op til 8 uger af mors barselsorlov.
Får far/medmor overdraget (noget af) mors barselsorlov, som vedkommende agter at afholde inden barnet er blevet 10 uger gammelt, skal du som arbejdsgiver have besked om det senest 4 uger før moren har termin.
Ønsker medarbejderen (far/medmor) at holde overdraget barselsorlov efter at barnet er fyldt 10 uger, skal du have besked om det senest 6 uger efter, at barnet er kommet til verden. I samme ombæring har du krav på at få at vide, hvornår far/medmor agter at påbegynde barselsorloven samt vende tilbage igen.
Fædre-/medmororlov
Når fars eller medmors bedre halvdel nedkommer, har far/medmor uden videre ret til at holde 2 ugers fædre-/medmororlov. Mange ønsker at holde orloven direkte i forbindelse med fødslen, men I kan godt aftale noget andet. De 2 uger er blot bundet til at skulle blive holdt inden for de første 10 uger af barnets liv, og de kan ikke overdrages.
Har du en medarbejder, der vil på fædre-/medmorlov, skal du have besked om fraværet senest 4 uger før den forventede fødselsdag.
Forældreorlov - mor
Den fjerde type af orlov i forbindelse med familieforøgelse er forældreorloven. For mor gælder, at hun kan holde forældreorlov efter sin graviditets- og barselsorlov. Hun har i alt mulighed for fravær i 32 uger under denne hat.
Hvis din medarbejder som nybagt mor ønsker at holde noget forældreorlov allerede inden barnet har rundet de 10 uger (for eksempel hvis hun har overdraget (noget af) sin barsel til far eller medmor), skal hun varsle dig senest 4 uger før sin terminsdato.
Planlægger mor først at begynde sin forældreorlov efter barnet er blevet 10 uger, skal hun blot senest 6 uger efter fødslen give dig besked om, hvornår hun begynder denne orlov, og hvornår hun vender tilbage på arbejde.
Husk, at 9 uger af mors forældreorlov er øremærket, mens 5 uger kan overdrages til far/medmor.
Forældreorlov - far/medmor
Far eller medmor har også ret til fravær under orlovsbetegnelsen forældreorlov. Her er retten 32 uger præcis som for mor.
Vil far/medmor starte sin forældreorlov inden barnet er fyldt 10 uger, er fristen for at varsle dig det 4 uger før terminsdatoen.
Vil medarbejderen (far/medmor) først placere sin forældreorlov, efter at barnet er fyldt 10 uger, skal du have besked om det senest 6 uger efter, barnet er kommet til verden. Du har samtidig krav på at få at vide, hvornår far/medmor agter at påbegynde forældreorloven, og hvornår vedkommende agter sig tilbage på job.
Husk, at 9 uger af fars/medmors forældreorlov er øremærket, mens 13 uger kan overdrages til mor.
Frist hvis medarbejderen vil udskyde noget forældreorlov
Både mor og far/medmor har mulighed for hver især at udskyde 5 uger af deres forældreorlov til tidsrummet mellem barnet er 1 og 9 år gammelt. Deres frist for at give dig besked om, at de vil udskyde (og hvor meget), er senest 8 uger efter, at barnet er kommet til verden.