Choose language

Guide: 7 typiske fejl i lønkørslen og hvordan du løser dem

Her har vi samlet nogle af de klassiske faldgruber indenfor lønkørsel. Hvis du ikke finder svar på dine spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. 

Design uden navn (19)

Fejl 1

Dine medarbejder får ikke løn til tiden

Alle kan jo fejle, og heldigvis er det nemt at rette fejlen, så dine medarbejdere får deres løn og pension. 

Løsning: Overfør nettobeløbet til medarbejderen. Husk at overføre lønnen senest på den sidste bankdag i måneden, så indkomsten bliver registreret i den korrekte måned. Herefter kan du lave løn tilbage i tid i DataLøn.

Sådan undgår du det: I nogle lønsystemer kan du sætte systemet til at køre lønnen automatisk, hvis det er samme løn hver måned. Du kan også bede om at få en påmindelse, der minder dig om, at du skal lave lønnen.

Fejl 2

Ny medarbejder får trukket for meget skat af første løn

Hvis du udbetaler løn til en ny medarbejder, før du har fået skattekortet, får medarbejderen trukket 55 procent i skat. Og det er næppe den bedste start på jobbet. 

Løsning:

Hvis lønnen først er udbetalt, skal du lave en regulering.

Sådan undgår du det:

Næste gang du får en ny medarbejder, skal du sørge for at oprette ham eller hende i lønsystemet senest dagen før, du laver løn. Så kan lønsystemet nemlig nå at hente skattekortet, så der bliver trukket det rigtige i skat.

Dobbelttjek altid ansættelseskontrakter og overenskomster, så du er sikker på, at alt er kommet med.

Manglende feriepenge i lønkørslen

Fejl 3

Manglende feriepenge eller pension i lønkørslen

Det kan fx ske, hvis du bruger en forkert løndel, når du taster lønnen i dit lønsystem. I et lønsystem er de forskellige dele af en løn fordelt ud på løndele eller lønfelter, som hver især beregner noget forskelligt til den samlede løn. Derfor er det vigtigt at vælge de rigtige løndele, hvis du vil undgå fejl.

Løsning: Hvis du har brugt en løndel, der ikke beregner pension og ferie, skal du lave en regulering. 

Sådan undgår du det: Tjek altid, at du har brugt de rigtige løndele, inden du sender lønnen til udbetaling. Bruger du DataLøn, kan du tjekke, hvad de forskellige løndele dækker over, i lønbehandlingsoversigten.

Fejl 4

Medarbejderen får ikke overført penge til sin pensionsordning

Hvis der ikke er registreret et PBS- eller kontonummer på medarbejderens pension, bliver pensionsindbetalingen ikke overført til pensionsselskabet. Der bliver stadig beregnet pension af lønnen, og beløbet kommer også med på lønsedlen – pengene bliver bare ikke overført til medarbejderens pensionsordning. Og der kommer kun besked om indbetalingen til pensionsselskabet, hvis det drejer sig om en arbejdsmarkedspension.

Løsning: Du skal rette fejlen ved at lave en regulering. Her vælger du medarbejderens pensionsselskab, og herefter afregnes pensionen automatisk. Husk altid at informere din medarbejder om det.

Sådan undgår du det: Når du opretter en ny medarbejder, skal du huske at tjekke, at der står et PBS- eller kontonummer på medarbejderens pensionsordning. Hvis du ikke har PBS- eller kontonummeret, kan du kontakte din medarbejders bank eller pensionsselskab og få det oplyst.

Stamdata i lønsystem

Stamdata er (næsten) alt

Ifølge vores løneksperter kan langt de fleste fejl spores tilbage til, om medarbejderen er oprettet korrekt i lønsystemet.

Derfor er vores bedste råd: kom godt fra start og sørg for at oprette dine medarbejdere korrekt med:

  • CPR-nummer
  • Navn og adresse
  • Kontonummer
  • Skattekort
  • Opsparinger til pension, SH (søgnehelligdage), fritvalg mv.
  • Type af medarbejder
  • Ferie – fx ferie med løn eller feriegodtgørelse
  • Gerne oplysninger til statistik

Fejl 5

Medarbejderen har ikke fået feriegodtgørelse eller ferietillæg

I de fleste tilfælde skyldes fejlen, at medarbejderen er oprettet forkert med en forkert feriekode. 

De fleste lønsystemer har nemlig forskellige koder, som definerer, hvordan medarbejderen får betaling under sin ferie. Fx er der forskel på, om en medarbejder har ret til ferie med løn, eller om vedkommende får feriegodtgørelse.

Løsning: Hvis medarbejderen er oprettet forkert, skal du fratræde medarbejderen, indberette feriepenge og oprette vedkommende på ny med den rigtige feriekode. 

Er der fejlagtigt indbetalt penge til Feriekonto? Så skal du tilbageføre beløbet og indberette på ny. 

Hvis medarbejderen er ansat som timelønnet med ferie med løn samt ferietillæg, men er (forkert) registreret til at få feriegodtgørelse, vil vedkommende mangle sit ferietillæg. Du må udbetale tillægget manuelt – og huske at skrive det på lønsedlen som dokumentation. Og så skal du selvfølgelig fortælle medarbejderen, at feriepengene findes på den relevante feriekonto, indtil din rettelse af feriekoden slår igennem.

Sådan undgår du det: Når du opretter en ny medarbejder i lønsystemet, skal du være opmærksom på, hvilket ansættelsesforhold medarbejderen har, og hvad en eventuel overenskomst siger om ferie og betaling. Det er feriekoden, du fodrer systemet med, der afgør, om medarbejderen vil stå som én, der har ferie med løn samt ferietillæg, eller som én der optjener feriegodtgørelse.

Fejl 6

Din fratrådte medarbejder skal holde ferie og mangler sine feriepenge

Du har måske glemt at overføre feriepenge, da medarbejderen fratrådte. Og som arbejdsgiver skal du betale 1,5 procent i rente af feriepengene, hvis der går mere end 1 måned efter fratrædelsen, før du får overført dem.

Løsning: Du skal hurtigst muligt sørge for at medarbejderen bliver registreret med en fratrædelsesdato, og så få opgjort og overført feriepengene til FerieKonto eller anden feriekasse.

Du må under ingen omstændigheder selv udbetale feriepengene. Det vil give dig og medarbejderen en masse bøvl med FerieKonto.

Sådan undgår du det: Vi gætter på, at de fleste lønbogholdere kun begår denne fejl én gang. Men vil du være sikker på at alt forløber korrekt, kan du tjekke vores vejledning. 

Fejl 7

Alle medarbejdere får forkert løn, fordi du ikke fik rettet alle satser, da der kom en ny overenskomst

Når der kommer nye overenskomster, er der ofte ændringer til pension, søgnehelligdagsopsparing, fritvalgsopsparing og lignende. Disse skal derfor rettes, så medarbejdernes løn bliver beregnet med de rigtige satser. Ellers giver det fejl i lønnen. Fagforeningerne er særligt opmærksomme på disse satser, og fejl kan i sidste ende medføre en retssag. 

Løsning: Du skal faktisk ind og beregne løn tilbage i tid for alle de medarbejdere, der er berørt. Du udbetaler det manglende med den næste løn.

Har du mulighed for det, skal du tage fat i din lønudbyder, da det kan være komplicerede udregninger.

Sådan undgår du det: Det er selvfølgelig vigtigt, at du sætter dig ind i overenskomstændringerne og tjekker, at de forskellige satser er rettet.

Er du kunde hos DataLøn og i tvivl, om du har fået det hele med, er du velkommen til at kontakte os.