Alt om bikort
Hvad er et bikort?
Bikort
Hvad er et bikort?
Et bikort er sekundært til et hovedkort. De to begreber hører samlet set (og sammen med frikortet - som nu alligevel er sit eget) til begrebet skattekort. Det er SKAT, der står for at udstede skattekortet og altså også bikortet.
Skattekortet fortæller arbejdsgivere og andre udbetalere om, hvor høj en trækprocent, den enkelte har. Af hovedkortet fremgår det desuden, hvor stort et fradrag den enkelte har.
På bikortet kan man kun se, hvad den enkeltes trækprocent er. Der er altså ikke noget fradrag. For man kan kun få sit fradrag én gang, hvad enten fradraget skal bruges pr. dag, hver 14. dag eller på månedsbasis. Får man sit fradrag flere gange, kommer man af naturlige årsager til at betale for lidt i skat.
Hvornår skal du bruge et bikort?
Bikortet kommer i spil, når man har mere end én arbejdsplads. Den primære arbejdsplads vil gøre brug af hovedkortet, når lønnen skal beregnes og udbetales, mens den sekundære arbejdsplads (for eksempel et fritidsjob) vil gøre brug af bikortet, når der skal udbetales løn.
Man kan også sige det sådan, at bikortet bruges dér, hvor du tjener mindst. Man kan selvfølgelig godt have mere end to jobs. Så bruger de to sekundære arbejdspladser (altså der hvor du tjener mindst og næstmindst) begge to bikortet. Egentlig skal udbetalerne bare kende trækprocenten, og det er netop den information, bikortet indeholder.
Når bikortet bruges, får man ikke skattefradrag i sin løn, før den kommer til udbetaling. Trækprocenten vil derimod blive brugt på hele lønbeløbet, fordi man har haft fornøjelse af fradraget på den løn, man tjener via sit hovedkort.
Hvis man er på SU og har et studiejob ved siden af, vil også både hoved- og bikort blive brugt. SU'en vil blive udbetalt via hovedkortet. Det vil sige, at det er på SU'en, man får sit fradrag.
Samme situation vil gøre sig gældende, hvis man får udbetalt en pension som sin primære indtægtskilde. Har man et lille job ved siden af, vil lønnen herfra blive udbetalt på baggrund af bikortet.
Brug for hjælp til løn?
Vores løneksperter sidder klar ved telefonerne
Som kunde i DataLøn får du et nemt og fleksibelt lønsystem og 5-stjernet kundesupport.
Sådan skifter du fra bikort til hovedkort
Hos SKAT kan du se, hvilke arbejdsgivere eller udbetalere der bruger henholdsvis dit hovedkort og dit bikort. Og hvis du opdager, at en udbetaler bruger et forkert skattekort, skal du fortælle udbetaleren om det. Du kan ikke selv ændre det og egenhændigt sørge for for eksempel at skifte bikortet ud med hovedkortet. Det kan kun dem, der udbetaler penge til dig. De henter det nemlig elektronisk hos SKAT. Du kan alene informere dem.
Hvis et job for eksempel går fra at være et mindre job til at blive din hovedindtægtskilde, skal du fortælle denne arbejdsgiver, at de skal bruge hovedkortet i stedet for bikortet - og omvendt. Arbejdsgiveren eller udbetaleren henter så selv skattekortet hos SKAT og kan eventuelt rette i dine udbetalinger.
Har du i den forbindelse fået betalt for meget i skat, vil du få det retur ved næste årsopgørelse.