Alt om G-dage (godtgørelsesdage)
G-dage
Hvad er G-dage (godtgørelsesdage)?
G-dage er en kortform af godtgørelsesdage, og G-dage er det udtryk det fleste bruger til daglig. G-dage betyder, at en lønmodtager i visse situationer har ret til at få udbetalt en godtgørelse fra arbejdsgiveren på sine første ledighedsdage, når vedkommende fratræder eller bliver hjemsendt. Reglerne for G-dage er vigtige at kende for dig, der er arbejdsgiver. De lovpligtige G-dage blev indført i 1989 og omtales også som dagpengegodtgørelsesdage.
Satsen på G-dage - og hvor mange G-dage
Når arbejdsgiver skal udbetale G-dage til en fratrådt medarbejder, følger satsen altid dagpengesatsen. I 2023 betyder det, at satsen for en hel G-dag er 911 kr., mens en halv G-dag beløber sig til 456 kroner.
For år tilbage skulle arbejdsgiver betale tre G-dage, men i 2017 blev reglerne ændret, og nu skal arbejdsgiver betale to G-dage, når det er aktuelt. Der er også en øvre grænse. En lønmodtager kan maksimalt få udbetalt 16 G-dage i løbet af et kalenderår. Her tæller både hele og halve dage for én.
Brug for hjælp til løn?
Vores løneksperter sidder klar ved telefonerne
Som kunde i DataLøn får du et nemt og fleksibelt lønsystem og 5-stjernet kundesupport.
Curate your look and feel
Hvornår skal der udbetales G-dage?
For at det overhovedet kan komme på tale, at arbejdsgiver skal udbetale G-dage, når en medarbejder er fratrådt, er der 2 grundlæggende betingelser, der skal være opfyldt. Medarbejderen skal være medlem af en a-kasse (men behøver ikke at have dagpengeret), og medarbejderen skal have opfyldt det såkaldte beskæftigelseskrav.
Beskæftigelseskravet siger, at medarbejderen skal have arbejdet i mindst 74 timer inden for de sidste 4 uger op til, at vedkommende fratræder. Hvis medarbejderen for eksempel har været syg eller har haft ferie i løbet af disse 4 uger, forlænges perioden bagud. Timeopgørelsen skal altså ske på baggrund af dage, hvor der reelt set er blevet arbejdet.
Det er kun lønmodtagere, der kan få udbetalt G-dage. Men så er det i øvrigt underordnet, om medarbejderen er funktionær, timelønnet, deltidsansat eller ansat som elev eller lærling.
I hvilke situationer har medarbejderen krav på G-dage?
Med visse undtagelser er en medarbejder, der opfylder betingelserne om a-kassemedlemskab og beskæftigelseskravet, berettiget til betaling af G-dage i disse situationer:
- Arbejdsgiver afskediger medarbejderen
- En tids- eller opgavebestemt ansættelse slutter
- Arbejdsgiver pålægger medarbejderen at gå ned i tid
De væsentligste undtagelser - hvor der alligevel ikke skal betales G-dage - inkluderer: medarbejderen starter i nyt fuldtidsjob umiddelbart efter at være fratrådt; medarbejderen får sygedagpenge på de første 2 ledighedsdage; medarbejderen holder ferie på G-dagene; medarbejderen er (ifølge en a-kasses suveræne vurdering) selvforskyldt ledig - med andre ord, medarbejderen er blevet afskediget på grund af sine egne forhold og ikke på grund af arbejdsgiverens.
Der er flere undtagelser, der betyder, at arbejdsgiver ikke skal betale G-dage. Og beregningerne i forhold til hvor meget og hvordan en medarbejder pålægges at gå ned i tid, er også relativt komplicerede. Hvis du som arbejdsgiver har brug for juridisk assistance i den forbindelse, kan du alle hverdage kontakte Visma DataLøns jurister på 72 27 90 16.
Husk, at hvis en medarbejder selv siger op, kommer G-dage aldrig på tale.
Det kan som arbejdsgiver være svært at vide, om en fratrådt medarbejder for eksempel holder ferie på sine G-dage. Derfor kan du som arbejdsgiver stille krav om, at medarbejderen udfylder en tro og love-erklæring, der klargør, om/at medarbejderen opfylder kriterierne for at få udbetalt G-dage.
Hvordan udbetaler man G-dage?
Arbejdsgiver skal udbetale G-dagene over den almindelige løn så beløbet fremgår af medarbejderens lønseddel. Reglerne kræver, at G-dagene skal afregnes til medarbejderen hurtigst muligt, og i praksis senest anden gang, der køres løn efter medarbejderen er fratrådt.
Hvis der er en tro og love-erklæring ind over, skal afregningen ske senest med anden lønkørsel efter at du som arbejdsgiver har modtaget tro og love-erklæringen.
Det er et krav, at det tydeligt fremgår af lønsedlen, når der afregnes G-dage, og hvor mange G-dage der er afregnet inden for et kalenderår. Laver du som arbejdsgiver løn i lønsystemet DataLøn, er det helt enkelt at tilføje G-dage til en medarbejders lønseddel.