Alt om skattekonto
Skattekonto
Hvad er en skattekonto?
Skattekontoen er det sted hos SKAT, hvor arbejdsgivere får det gyldne overblik over, hvad de har indberettet og indbetalt af skatter og afgifter. Skattekontoen viser også, hvad virksomheden eventuelt har fået udbetalt fra SKAT - og hvilke opkrævninger der ligger og venter som udestående.
Alle arbejdsgivere har en skattekonto, og man finder vej til den ved at besøge SKATs TastSelv Erhverv.
Man har en skattekonto for hvert cvr-nummer eller SE-nummer, som virksomheden har registreret.
Hvis du har en personligt ejet virksomhed, skal du være opmærksom på, at din egen B-skat ikke er omfattet af Skattekontoen, men skal betales via TastSelv Borger.
Hvornår skal du afregne med Skattekontoen?
Som arbejdsgiver skal du blandt andet bruge skattekonoten, når du skal afregne A-skat og AM-bidrag af dine medarbejderes løn. Bruger du et lønbureau som for eksempel DataLøn, afregner de det for dig.
Hvornår der skal indbetales A-skat og AM-bidrag til Skattekontoen, afhænger af den samlede lønsum, det vil sige hvor store de samlede lønudgifter er hos jer i virksomheden.
Er den samlede A-skat og de samlede AM-bidrag over 1 million, skal arbejdsgiver (eller lønbureau) afregne den sidste bankdag i måneden. Er den samlede lønsum under 1 million, skal der afregnes den 10. i den efterfølgende måned. A-skat og AM-bidrag for løn, der for eksempel vedrører juni, skal altså i det tilfælde indbetales senest den 10. juli.
I november måned får alle arbejdsgivere besked - direkte fra SKAT - om deres frister for indbetaling af A-skat og AM-bidrag i det følgende indkomstår. SKAT tager udgangspunkt i virksomhedens tidligere lønsum, når de indplacerer den enkelte virksomhed på den ene eller den anden side af den magiske grænse på 1 million.
Det er lidt samme koncept som man kender det fra ens personlige forskudsopgørelse, der også bliver dannet på baggrund af historiske data. Der er blot en væsentlig forskel: Som privatperson kan man ændre sin forskudsopgørelse, så ofte man har behov for det. Som virksomhed er indplaceringen fra SKATs side, når det gælder betalingsfristerne for A-skat og AM-bidrag, gældende én gang for alle pr. hele indkomstår. Betalingsfristerne ligger altså fast for et helt år ad gangen og kan ikke ændres undervejs. Heller ikke selv om man pludselig har meget færre lønudgifter - for eksempel hvis man har måttet afskedige medarbejdere.
Brug for hjælp til løn?
Vores løneksperter sidder klar ved telefonerne
Som kunde i DataLøn får du et nemt og fleksibelt lønsystem og 5-stjernet kundesupport.
Afregn ikke for tidligt med Skattekontoen
Hvis du selv indberetter A-skat og AM-bidrag for din virksomhed - og når du i øvrigt indberetter moms og andre afgifter - skal du huske at skelne mellem fristerne for at indberette og fristerne for at betale. SKAT ser gerne, at du indberetter i god tid før en given frist, men selve betalingen via Skattekontoen skal først ske til selve fristen, eller højest fem hverdage før. Ellers ryger pengene simpelthen til den første og bedste skyldige post. Og er der ikke nogen af dem, returnerer SKAT ganske enkelt pengene. Og så skal du bare lave øvelsen én gang til - inden for 5 hverdage før betalingsfristen.
Det er lovgivningen om opkrævninger, der sætter denne 5-dages grænse.
Hvad finder man på skattekontoen?
På virksomhedens skattekonto kan du se, hvad der er afregnet med SKAT, og hvilke udeståender der måtte være. Det gælder blandt andet moms, lønsumsafgift, A-skat, AM-bidrag, selskabsskat, a conto-selskabsskat, udbytteskat og punkt- og miljøafgifter. Den fulde liste kan du tjekke hos SKAT.
Hvorfor overhovedet en skattekonto?
Skattekontoen er opfundet for at give den enkelte virksomhed overblik - og selvfølgelig for at SKAT har et "sted" eller et omdrejningspunkt for at opkræve skatter og afgifter fra den enkelte.