Alt om samtidighedsferie
Hvad er samtidighedsferie?
Samtidighedsferie betyder, at du kan holde betalt ferie, så snart du har optjent den. De dage, som du optjener i den ene måned, kan du bruge til at holde betalt ferie for i den efterfølgende måned. Du optjener fortsat 2,08 feriedage pr. måned og har ret til at samle dine feriedage og holde ferie som du plejer, for eksempel tre ugers sommerferie.
Hvad sker der med mine feriefridage?
Den nye ferielov omhandler kun de fem ferieuger, som er sikret gennem ferieloven. Eventuelle ændringer til den 6. ferieuge, feriefridage med mere vil blive forhandlet gennem din overenskomst. Er der ikke overenskomst på din arbejdsplads, afhænger din ret til feriefridage, 6. ferieuge med mere af din individuelle ansættelsesaftale.
Hvornår får jeg udbetalt mit ferietillæg? (udbetaling 2 gange om året)
Tillægget er stadig én procent, men kan være aftalt højere i nogle overenskomster eller ved individuel aftale i din kontrakt. Ferietillægget udbetales enten samtidigt med, at den tilhørende ferie bliver holdt, eller to gange årligt (med maj- og augustlønnen). Det er op til din arbejdsgiver at bestemme udbetalingsmåden.
Hvad sker der med den 5. ferieuge?
Du kan aftale med din arbejdsgiver, at den 5. ferieuge bliver udbetalt eller overført til næste ferieafholdelsesperiode. Husk, at det er en mulighed - ikke en ret.
Hvad sker der med den 6. ferieuge, fritvalgskonto med mere?
Den nye ferielov omhandler kun de fem ferieuger, som er sikret gennem ferieloven. Eventuelle ændringer til den 6. ferieuge med mere vil blive forhandlet gennem din overenskomst. Er der ikke overenskomst på din arbejdsplads, afhænger din ret til 6. ferieuge med mere af din individuelle ansættelsesaftale.
Hvorfor følger det nye ferieår ikke kalenderåret?
Folketinget vil gøre det nemmere og hurtigere for nye medarbejdere på arbejdsmarkedet at holde ferie med løn. Derfor betyder den nye ferieordning, at vi kan afholde ferie samtidig med at vi optjener den. Dermed tager den nye ferieordning hensyn til den måde, vi traditionelt holder ferie i Danmark.
Jeg plejer at få mine feriepenge udbetalt. Kan jeg stadig det?
Ja, men der vil være en ændring i tidspunkt for udbetaling. Normalt vil du få udbetalt dine feriepenge én gang om året, men når vi overgår til den nye ferieordning, vil du fremover få dine feriepenge udbetalt i takt med, at du optjener dem.
Vores virksomhed holder altid tvunget lukket mellem jul og nytår. Kan vi stadig kræve at vores medarbejdere holder ferie der?
Ja, du kan fortsat holde kollektivt ferielukket mellem jul og nytår. Husk at ferien skal varsles korrekt og at du som arbejdsgiver er ansvarlig for, at dine medarbejdere får gemt nok betalt ferie til at dække alle de dage virksomheden holder lukket.