Choose language

Videbegærlig, forandringsvillig og nysgerrig på finanser – Annette Araghi har mange facetter og mange kasketter. I år fejrer hun 35 år i Visma DataLøn & ProLøn.

Dedikation og den sjældne kunst at finde sin niche, hvor man ikke blot kan vokse fagligt, men også skabe dybe og varige relationer – i Visma DataLøn & ProLøn har Annette fundet en arbejdsplads, hvor hun har kunnet udvikle sig løbende, og en virksomhedskultur, der værdsætter både erfaring og nytænkning.

En opfordring fra en tidligere kollega blev til en karriere

“Kom herud - her er fantastisk at arbejde” – sådan lød opfordringen fra en tidligere kollega. Annette tog opfordringen til sig og søgte en ledig stilling – 35 år er gået, og Annette er her stadig. – Og i dag er det hende, der opfordrer netværket til at søge job hos Visma DataLøn & ProLøn.

Annette har været i berøring med og haft ansvaret for en lang række af forskelligartede opgaver fra produktudvikling til kontrakt- og leverandørstyring. I dag sidder hun som en del af Finance med ansvaret for blandt andet kreditorbetalinger, leverandørkontrakter og driftsstatus-møder med virksomhedens største leverandører – og som noget nyt et ben i virksomhedens sustainability indsatser. Alle elementer har økonomi som den røde tråd og påvirker omkostningerne i Visma DataLøn & ProLøn.

“Alsidighed og udfordrende opgaver holder min motivation oppe. – Og så elsker jeg, når jeg har forhandlet en ny leverandøraftale på plads, som er til gavn for både vores kunder og vores virksomhed”, fortæller Annette.

Hun fortsætter: “Jeg hader at kede mig. Opgaverne skal have fart på og gerne skifte karakter. Jeg spørger ofte min leder, om han ikke har flere opgaver, som jeg kan begive mig i kast med, men han svarer retur, at jeg også gerne må gå hjem og slappe lidt af, men det er jo super kedeligt, og det kan jeg jo heller ikke finde ud af”, siger Annette og griner højlydt.

 

“Jeg har altid tænkt, at græsset er grønnere her i Visma DataLøn & ProLøn. De andres ser vissent ud…”

Jeg vil løbe i mål med tillid i ryggen

“Min nuværende leder har altid udvist en enorm stor tillid til mig og resten af vores team. I min optik er det vigtigt, at en leder formår at byde ind med nye opgaver og inddrage teamet i de daglige udfordringer. Når først man er blevet tildelt en opgave, er det ligeledes essentielt, at lederen ikke blander sig. Nu er det min opgave, og jeg vil løbe i mål med tillid i ryggen.

Det skaber trivsel hos mig og formentlig også hos mange andre. Jeg sidder jo i samme virksomhed her efter mange år, men fordi jeg har fået lov til at prøve noget nyt og rykke mig fagligt gennem alle årene, så er jeg stadig glad for mit arbejde og føler, at jeg er med til at gøre en forskel for vores virksomhed, og derfor har jeg ikke overvejet et karriereskifte. Jeg har altid tænkt, at græsset er grønnere her i Visma DataLøn & ProLøn. De andres ser vissent ud”, siger Annette smilende.

Det giver mening at sikre danskernes løn

I en verden hvor hverdagen ofte kan virke kompleks og uforudsigelig, er der en særlig værdi hos de virksomheder, der bidrager til forenkling og klarhed. Annette mener, at Visma DataLøn & ProLøn netop har den positive rolle, da arbejdet med løn er en vital del af en virksomheds drift og samtidig spiller en afgørende rolle i, at vi som samfund kan opretholde og fremme den økonomiske velfærd i samfundet som helhed.

Annette fortæller: “Løn er jo mere komplekst, end man lige regner med, og det giver derfor mening at arbejde i en virksomhed, der netop vil minimere kompleksiteten og gøre det nemt at administrere løn.

Set i et større samfundsmæssigt perspektiv giver det også mening at arbejde med et emne, som så mange danskere er afhængige af og som gør, at samfundet fungerer økonomisk og velfærdsmæssigt.

Vi kan hjælpe kunden hele vejen rundt om lovgivning til implementering af et lønsystem, der i allerhøjeste grad letter bogholderens arbejde.

At vi har et produkt, der gør hverdagen nemmere for andre, gør mig stolt og glad”.

Hvad kendetegner Visma DataLøn & ProLøn som virksomhed?

"Vi er åbne for forandring og går til opgaven med et positivt sind. Vi siger ikke bare, at det har vi prøvet, men vi er åbne for nye perspektiver og andre måder at løse en opgave på. Alle kan bidrage med deres viden, og vi er en god blanding af mennesker med lang erfaring i virksomheden, som jeg selv, og så helt nye ansigter og ekspertise.

Det er også spændende at være en del af et stort Visma-hus, hvor vi kender hinanden på kryds og tværs. Jeg har oplevet store forandringer i vores virksomhed gennem de mange år i form af forskellige ejere og strukturer, men gennem alle år har der været et stort ejerskab og alle ved, at vi hver især bidrager til at skabe en god virksomhed.

Fordi ens verden forandrer sig indimellem, skal man ikke give op – sådan er verden sat sammen”, siger Annette.

Når Annette ikke går på arbejde, renoverer hun hus i Bagsværd og sommerhus på Lolland. Hun er også et stort familiemenneske og mor til tre. Børnene er blevet store, og derfor finder Annette også tid til at forme keramik i det lokale værksted – og den aktivitet må siges at være én af de mere rolige aktiviteter i Annettes liv – så måske hun alligevel lytter til sin leder, Thomas, når han siger, at det ok at slappe af en gang imellem.

For kontakt og yderligere info om DataLøn se vores pressesektion